BLOG // HVAD KENDETEGNER KFS GRUPPEN?

FIRE KENDETEGN PÅ KFS GRUPPEN

Kristeligt Forbund for Studerende er navnet på en organisation, som både er målrettet studerende på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Men hvad er det egentlig, der kendetegner KFS gruppen på en videregående uddannelse? Og hvorfor giver det egentlig mening at have en KFS gruppe, når man måske allerede er i et fællesskab med andre kriste i sin kirke eller forening?

Vi har lavet 4 kendetegn på hvad der opleves som meningsfuldt at bruge tiden på når man mødes på sit studie og med sine medstuderende. De er lavet på baggrund af vores erfaringer med KFS grupper rundt omkring i Danmark.

Hvis du gerne vil vide mere eller har nogle spørgsmål til KFS, kan du skrive til KFS-sekretær Kristian på kristian@kfs.dk eller til en af de andre ansatte. Se:  http://www.kfs.dk/kontakt/sekretærer

Hvis du leder efter inspiration så kig forbi vores hjemmeside, hvor vi har lavet en masse forskelligt som i kan bruge i studiestedsgruppen: http://www.kfs.dk/ressourcer

Her får du en kort beskrivelse af de 4 kendetegn

1. BØN

Som kristen tror jeg på, at Gud findes. Men han er ikke bare en gut, der svæver et sted oppe i himlen og betragter os udefra. Gud er også nærværende her på jorden, både i kirken, på gaden, i vores hjem og på vores studie. Derfor giver det også mening at bede til ham – både individuelt og sammen på studiet.
Et af mine yndlingsvers i Bibelen er fra Rom 12,12, hvor Paulus skriver; ”Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen”. 
Gud er ikke ligeglad med os eller vores studiekammerater. Bøn er en måde at indvie Gud i vores liv, og samtidig plejer vi faktisk vores Gud-relation. Når vi beder, bruger vi tid sammen med Gud, og det er for os studerende et fantastisk frirum. Hos Gud kan vi få lov til bare at være. – Uden at vi skal præstere eller finde de fine fornemmelser frem. Vi kan hvile hos Gud og samtidig flytte ansvaret over til Gud, (som jeg tror, har en del bedre styr på sagerne!)


2. FÆLLESSKAB

Det siger måske sig selv, men derfor er det alligevel værd at nævne: som kristen studerende er du ikke alene! Og hvis du ikke kender nogen andre på dit studie, kan jeg fortælle, at der er en god gruppe, som mødes til KFS’ ugentlige arrangementer mandag aften (se under fanen ”program”). – Så der er mulighed for at danne fællesskab med andre kristne.
Selvom Gud udruster os individuelt med forskellige evner og opgaver, tror jeg, det er vigtigt også at samles som én. Paulus skriver tidligere i Rom 12,4-5: ”For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer.” I Gud er vi forenet, og i det fællesskab kan vi være sammen om vores tro, studie, og hvad der ellers fylder i vores hverdag.
- Og så skyder jeg lige hyggen ind her. KFS har nemlig også et ”kælenavn”: Kage For Studerede (og her er kaffen implicit). Det er vigtigt, at vi har et forum, hvor vi kan tage vores tro seriøst og sammen lære mere om Gud – men det er heller ikke dårligt at nyde godt af Guds gaver!  


3. ET MØDE MELLEM FAG OG TRO

Kristeligt Forbund for Studerende er – som navnet indikerer - en organisation, der kombinerer tro og studie. Hele pointen med KFS er at samles om at være kristen og studerende.  Det skal give mening at komme i KFS, og det giver i høj grad mening, når vi kan tage vores fag/studie med ind i vores relation til Gud. Der står ikke i Bibelen, at vi skal adskille vores interesser/studie/arbejde fra vores tro. Tværtimod siger Jesus, at vi skal være lys og salt der, hvor vi er (Matt 5,13-16).


4. STUDIELIVSENGAGEMENT

KFS er målrettet studerende. Det betyder ikke, at alle andre ikke må ”lege med”, men studiehverdagen er essentiel for emnevalgene og spørgsmål, der bliver taget op. Det er ikke svært at snakke om, hvordan man gerne vil være kristen studerende. Udfordringen kommer først, når vi står ude på studiet og er midt i problemstillingerne. – Men det er gode og vigtige udfordringer. Guds rige er ikke på jorden endnu, og det betyder, at vi har en chance for at inddrage vores medstuderende i Guds rige! Hvordan kan vi være lys og salt på vores studiested?
Hvordan du møder dine medstuderende og engagerer dig i studielivet er helt op til dig. Vi har som sagt alle nogle talenter og forskellige interesser. – Måske er der en gruppe på skolen, som rammer spot on på en af dine interesser, eller måske kan du bruge dine super kage-skills til at bage til studiecaféen? Der er masser af muligheder for at være engageret i sine studiekammerater – uden at du behøver tage mange nye opgaver på dig.